C. S. Nott: Teachings of Gurdjieff. A Pupil´s Journal, side 61
Fontainebleau, 1923 – 25

“Bevægelserne/movements” og dansene var meget interessante. Jeg syntes ikke at de var vanskelige på samme måde, som andre gjorde, men – på samme måde som med alt andet jeg har lært i mit almindelige liv – måtte jeg starte helt forfra og glemme det jeg havde lært. Det tog mig lang tid at lære at fornemme og føle hver bevægelse, gestus og stilling. Det syntes så enkelt at ”sanse”, men – som englænder opvokset med fysisk eksercits og træning i hæren – måtte jeg igen og igen blive gjort opmærksom på at ”sanse” min krop.
Den første ”Obligatoriske” begyndte jeg at gøre, som om det var en serie af fysiske ryk. Til sidst irettesatte Gurdjieff mig mange gange foran alle, hvilket ydmygede mig så meget, at jeg forlod platformen og satte mig ned. Efter nogle få minutter kom han hen til mig og forklarede mig roligt et og andet. Jeg vendte tilbage til min plads i klassen, og fra da af begyndte jeg at forstå noget af den indre mening med dansene.
Senere fik jeg lov til at deltage i ”Initiation of the Priestess” og følte, at jeg tog del i en religiøs ceremoni – hvilket jeg også gjorde. Vore lærere var Mme de Salzmann, Mme Galumiam og Mme Olgivava H. – fra Frankrig, Armenien og Montenegro. Jeg begyndte at lære hurtigt og udførte snart alle de ”obligatoriske” og at tage del i de store danse. Hartmann spillede musikken på et gammelt opretstående klaver, som ved hans berøring frembragte magisk musik. Når Gurdjieff ønskede et nyt stykke musik, ville han slå det an på klaveret med én finger, idet han supplerede tonerne med sin fløjten. Så begyndte Hartmann at spille melodien og efterhånden udfylde med harmonierne, mens Gurdjieff blev stående nær ham indtil det var, som han ønskede det. Han gav ikke Hartmann pusterum, før det var, som det skulle være. Kun en førsteklasses musiker som Hartmann kunne have frembragt sådan musik, og han – i hvert fald i ét tilfælde – fandt situationen så uudholdelig, når Gurdjieff var efter ham, at han rejste sig op fra klaveret og forlod Study House.
”Bevægelserne/movements” til Thirty Gestures blev komponeret på den tid. Gurdjieff kaldte de tre lærere hen til sig, viste dem ”bevægelserne” nogle få gange, forklarede dem og gav Hartmann melodien. Herefter satte han sig ned. De begyndte med det samme at arbejde med bevægelserne og efter mindre end en time underviste de os andre i dem. Men vi, de unge elever, måtte bruge mange timer, før vi var i stand til at udføre dem tilstrækkeligt godt.
Som al stor kunst var dansene og ”movements” mere moderne end det, der kaldes moderne, og dog har de deres rod i fortiden.

Oversættelse © 2014 Det Danske Gurdjieff Selskab