Hvem var han?

Når man taler med mennesker, der har mødt Gurdjieff (eller nogen, der har mødt nogen, der har), får man let det indtryk, at det ikke er den samme person, de taler om. De giver alle en forskellig beskrivelse. Det er som med diamanten, der funkler og skifter udtryk alt efter, hvorfra man ser den. De mange facetter genspejler iagttageren.

Sådan er det også med de mange bøger, der efterhånden er skrevet om Gurdjieff. De vil – alt efter læserens associationer – blive opfattet som filosofiske eller psykologiske bøger, rejsebeskrivelser, historiske og politiske beretninger eller beskrivelser af personen Gurdjieff og hans ”Arbejde”. Oplevelsen siger mere om læseren end om Gurdjieff.

Mennesker man taler med og bøger man læser, kan være interessante og nyttige, men de bringer ikke én nærmere det, Gurdjieff og hans lære virkelig er. De kan vise vejen, men ikke gøre arbejdet.

Hvad er Gurdjieffs Arbejde?

Ordene ”objektiv sandhed” trænger sig på:

• ved at pines, glædes, rase, grine og juble og sætte min tålmodighed på ufattelige prøver under læsningen af hans bog ”Beelzebuls fortællinger til sit barnebarn”.

• ved at udføre de såkaldte ”Movements” (hellige danse), som konfronterer mig med mig selv og min uformåen, men som dog altid indeholder løftet om at ”kunne være” på trods af alt.

• ved at mærkes af indtrykkene af den musik, der først lyder så almindelig, men som senere bringer mig til dybder og steder i mig selv, hvor direkte erfaring er mulig – uden for de normale associationers rækkevidde.

Men hvorfor gøre så meget ud af at opnå noget, jeg allerede har?

Måske opdager jeg en dag, at jeg ikke er, som jeg troede. Måske har jeg allerede en mistanke om, at der er ”noget galt”. Måske får jeg fornemmelsen af, at jeg kan være noget andet? At spejlet jeg hidtil har brugt, har været et troldspejl, der viste mig det billede af mig selv, som jeg ønskede at se.

Gurdjieffs Arbejde kan måske blive det spejl, der lader mig se mig selv, som jeg er, hvilket er den første forudsætning for overhovedet at kunne prøve at blive det, som jeg aner, jeg kan være. Ja, måske blive det, som Gurdjieff kalder et virkeligt menneske: et væsen, der ”kan gøre”, det vil sige, handle bevidst og på eget initiativ.

Måske ser jeg i spejlet, at jeg er et levende væsen, der i mig rummer en anden virkelighed – en virkelighed som jeg har mulighed for at leve.

© 2014 Det Danske Gurdjieff Selskab