Vognen, hesten og kusken

En analogi…

Fra “Beelzebubs Tales to his Grandson”, s. 1192 – 1201

“Et menneske som et hele med alle dets særskilt koncentrerede og fungerende lokaliseringer, det vil sige, dets dannede og uafhængigt uddannede “personligheder”, er næsten præcist sammenligneligt med den organisation til at transportere en passager, som består af en vogn, en hest og en kusk.
Det må først og fremmest bemærkes at forskellen mellem et virkeligt menneske og et pseudomenneske, dvs. mellem ét som har sit eget “Jeg” og ét som ikke har, repræsenteres i analogien vi har valgt, af passageren som sidder i vognen. I det første tilfælde, med det virkelige menneske, er passageren ejer af køretøjet; og i det andet tilfælde er det simpelthen den første tilfældige forbipasserende, der i øvrigt ustandseligt skifter ligesom taksten i en hyrevogn.

Et menneskes krop med alle dens motor refleks manifestationer svarer simpelthen til selve vognen; alle et menneskes følefunktioner og følemanifestationer svarer til hesten, som er spændt for vognen og trækker den; kusken, som sidder på bukken og styrer hesten, svarer til det i et menneske, som folk kalder bevidsthed eller tænkning; og endelig er passagereren, som sidder i vognen og giver ordre til kusken, det som kaldes “Jeg”.

Det fundamentale onde blandt nutidige folk er hovedsageligt, at som følge af de rodfæstede og vidtforgrenede unormale metoder til opdragelse og uddannelse af den opvoksende generation, mangler den fjerde personlighed, som burde være tilstede i enhver som har nået ansvarlig alder, fuldstændigt i dem; og de består næsten alle kun af de tre opregnede dele, dele som ydermere er formet af sig selv, tilfældigt og skødesløst. Med andre ord består næsten ethvert nutidigt menneske i den ansvarlige alder af hverken mere eller mindre end blot en “hyrevogn”, og det desuden én som består af følgende: En faldefærdig vogn “som har set sine bedste dage for længe siden”, en krikke af en hest og på bukken en halvsøvnig, halvfuld bums af en kusk, hvis tid, der af Moder Natur er beregnet til selvfuldkommengørelse, går, mens han venter på et hjørne, fantastisk dagdrømmende, på en tilfældig passager. Den første passager som dukker op, hyrer ham og fyrer ham som det passer ham og ikke blot ham, men også alle de dele, som hører under ham.

Hvis vi fortsætter analogien mellem et typisk nutidigt menneske, med dets tanker, følelser og krop, og en hyrevogn, hest og kusk, kan vi tydeligt se, at i hver af de dele, som udgør de to organisationer, må der være formet, og må der eksistere, dens egne særskilte behov, vaner, smag og så videre, behørige til den alene. Fra den forskelligartede natur af deres opståen og de forskellige omstændigheder ved deres dannelse og i overensstemmelse med de forskellige muligheder i hver enkelt, må der uundgåeligt være blevet dannet for eksempel dets egen psyke, dets egne begreber, dets egne subjektive understøttelser, dets egne synspunkter og så videre.
Hele summen af manifestationerne af menneskelig tænkning med alt det iboende, som er behørig for denne funktion og med alle dets specifikke særegenheder, svarer i enhver henseende næsten nøjagtigt til essensen og manifestationerne hos en typisk hyret kusk.

Som alle hyrede kuske generelt er han af den type som kaldes en “droschekusk”. Han er ikke fuldstændig analfabet. Han kan læse og skrive en smule, fordi han i sin barndom, ifølge sit lands forordninger for den “generelle obligatoriske undervisning i at læse, skrive og regne”, blev tvunget til nu og da at møde op i den såkaldte ”sogneskole”.
Skønt han selv er fra landet og er forblevet ligeså uvidende som sine medbønder, så er han, da han, på grund af sin profession, mænger sig med folk af forskellig stand og uddannelse, og da han fra dem opfanger bidder her og der af en mangfoldighed af udtryk, som repræsenterer forskellige begreber, så er han nu kommet til at betragte alt hvad der lugter af landet med overlegenhed og foragt, mens han indigneret affærdiger det hele som ”uvidenhed”.
Kort sagt, her er en type til hvem definitionen, ”for fin til en krage – ikke nok til en påfugl”, passer perfekt.
Han anser sig selv for kompetent selv i spørgsmål om religion, politik og sociologi; han kan lide at diskutere med sine ligemænd; dem han anser for mindreværdige end sig selv, kan han lide at belære; han smigrer sine overordnede, overfor dem er han underdanig; han står overfor dem, som man siger, ”med hatten i hånden.”
En af hans hovedsvagheder er at rende efter naboens kokke- og tjenestepiger, men det bedste af alt for ham er at få et kraftigt foder og skylle et glas eller to ned og så, helt proppet, døsigt at dagdrømme.
For at tilfredsstille disse svagheder, stjæler han altid en del af de penge hans arbejdsgiver giver ham til at købe foder for til hesten.
Som enhver ”droschekusk” arbejder han altid ”med pisken over nakken”, som man siger, og hvis han lejlighedsvis udfører et arbejde uden, er det kun i håb om drikkepenge
Begæret efter drikkepenge har lidt efter lidt lært ham at være opmærksom på visse svagheder i de mennesker, han har omgang med, og drage fordel af dem; han har automatisk lært at være snu, at smigre, så at sige at stryge folk med hårene og, generelt, at lyve.
Ved enhver passende lejlighed og i ethvert ledigt øjeblik, lister han ind på et værtshus eller en bar hvor han, over et glas øl, dagdrømmer i timevis eller taler med en type som han selv eller blot læser avisen.
Han prøver at virke imposant, bærer skæg, og er han tynd, stopper han sig ud så han virker mere betydningsfuld.

Helheden af manifestationerne i føle-lokalisationen i et menneske og hele systemet med dens fungeren svarer perfekt til hyrevognens hest i vores analogi.
Forresten vil denne sammenligning af hesten med organiseringen af menneskelige følelser, tjene til særlig klart at vise fejlene og ensidigheden i den samtidige opdragelse af den opvoksende generation.
Hesten som helhed er, som følge af forsømmelighed hos dem der skulle tage sig af den i dens tidlige år, og som følge af dens konstante ensomhed, som var den låst inde i sig selv; det vil sige, at dens såkaldte “indre liv” er drevet indeni, og til ydre manifestationer har den ikke andet end træghed.
Takket være de unormale forhold omkring den har hesten aldrig fået nogen særlig opdragelse, men er udelukkende blevet formet under indflydelse af konstante tæsk og modbydelige overgreb.
Den har altid været holdt bundet; og hvad angår foder, har den i stedet for havre og hø, kun fået halm, som er fuldstændig værdiløst til dens virkelige behov.
Da hesten aldrig har mødt den mindste kærlighed eller venlighed i nogen af manifestationerne mod den, er den nu parat til at overgive sig fuldstændig til enhver, som giver den det mindste kærtegn.
Konsekvensen af alt dette er, at alle hestens tilbøjeligheder, berøvet som den er for alle interesser og enhver stræben, uundgåeligt må blive koncentreret om mad, drikke og en automatisk længsel mod det modsatte køn; som følge deraf vender den sig uvægerligt i den retning, hvor den kan opnå noget af dette. Hvis den f. eks. får øje på et sted, hvor den blot en enkelt eller to gange har fået tilfredsstillet et af de opregnede behov, venter den på chancen til at stikke af i den retning.
Det må yderligere tilføjes, at skønt kusken har en meget utilstrækkelig forståelse af sine pligter, kan han ikke desto mindre, omend kun ganske lidt, tænke logisk; og når han husker morgendagen, udviser han lejlighedsvis, enten af frygt for at miste sit arbejde eller udfra ønsket om at modtage en belønning, en interesse for at gøre et eller andet for sin arbejdsgiver, uden at blive gennet til det; men hesten forsømmer – som følge af, at der ikke til behørig tid, og på grund af fraværet af en særlig og tilsvarende opdragelse, er blevet formet nogen data i den overhovedet til manifestation af de forhåbninger der er nødvendige for en ansvarlig eksistens – at forstå, (og det kan sandelig heller ikke forventes, at den skulle forstå) hvorfor den i al almindelighed skal lave noget; dens pligter udføres derfor temmelig trægt og kun af frygt for yderligere tæsk.

Hvad angår vognen eller køretøjet, som i vores analogi står for kroppen uden nogen af de andre uafhængigt udformede dele af et menneskes almene tilstedeværelse, er situationen endnu værre.
Denne vogn er som de fleste vogne lavet af forskellige materialer og er endvidere af en meget kompliceret konstruktion. Den var, som det er indlysende for ethvert sundt-tænkende menneske, beregnet til at bære alle slags byrder og ikke til det formål nutidige folk anvender den til, det vil sige til kun at bære passagerer.
Hovedårsagen til de forskellige misforståelser forbundet med den, udspringer af den kendsgerning, at de som lavede systemet for denne vogn regnede med at den skulle køre på biveje, og visse indre detaljer i dens generelle konstruktion var følgelig forudseende blevet lavet, så de passede til dette formål. F. eks. blev smøringsprincippet, der er et af de vigtigste behov i en konstruktion af sådanne forskellige materialer, udtænkt på en sådan måde, at smørelsen skulle spredes ud over alle metaldele, ved de rystelser den ville få fra de uundgåelige stød på den slags veje; hvorimod nu, hvor denne vogn, som er beregnet til at køre på småveje, befinder sig placeret på rad og række i byen, og kører på glatte og jævne asfalterede veje.
Ved fraværet af rystelser overhovedet, ved kørsel på sådanne veje, sker der ikke nogen ensartet smøring af alle dens dele, og nogle af dem må som følge deraf uværgeligt ruste og ophøre med at indfri det virke, der var dem tilsigtet.
En vogn løber som regel let hvis dens bevægelige dele smøres ordentligt. Med for lidt smøring bliver disse dele varme og til slut rødglødende, og følgelig bliver de andre dele ødelagt; på den anden side, hvis der er for meget smørelse på nogle dele, forringes vognens generelle bevægelse, og i begge tilfælde bliver det vanskeligere for hesten at trække den.
Den samtidige kusk, vores droschekusk, kender hverken til eller har nogen anelse om nødvendigheden af at smøre vognen, og selv hvis han smører den, så gør han det uden tilbørlig viden, kun efter forlydende, mens han følger den første, den bedstes anvisning.
Det er derfor, at når denne vogn, som nu mere eller mindre er blevet vant til at køre på jævne veje, af en eller anden grund skal køre ad en bivej, så sker der altid noget med den; enten giver en møtrik efter, eller en bolt bliver bøjet, eller et eller andet går løs; og efter disse forsøg på at køre ad den slags veje, ender rejsen sjældent uden mere eller mindre betragtelige reparationer.
I hvert fald er det allerede umuligt uden risiko, at gøre brug af denne vogn til de formål den blev lavet. Hvis reparationer påbegyndes, er det nødvendigt at skille vognen helt ad, undersøge alle dens dele, og, som man gør i den slags tilfælde, lægge dem i ”petroleum”, rense dem, og sætte dem sammen igen; ofte bliver det helt klart nødvendigt, straks og uværgeligt at udskifte en del. Det er altsammen meget godt hvis det tilfældigvis er en billig del, men det kan vise sig at være dyrere end en ny vogn.

Alt hvad der er blevet sagt om de adskilte dele af den organisation som, taget som et hele, en hyrevogn består af, kan også fuldt ud anvendes på den generelle organisation af et menneskes almene tilstedeværelse.
Takket være fraværet blandt nutidige folk af nogen viden og evne til specielt og på en egnet måde at forberede den opvoksende generation til ansvarlig eksistens, ved at uddanne alle de forskellige dele, der danner deres almene tilstedeværelse, er enhver person nu om dage en forvirret og yderst grotesk et-eller-andet, det vil sige, idet vi igen bruger det eksempel vi har valgt, et-eller-andet i retning af følgende beskrivelse:

En vogn, som lige er kommet ud fra fabrikken, lavet efter sidste model, poleret af ægte tyske håndværkere fra byen Barmen og spændt efter den slags hest, som på lokaliteten ved navn Transkaukasien kaldes en ”Dglozidzi”. (“Dzi” er en hest, “Dgloz” er navnet på en vis armensk specialist i at købe fuldkommen værdiløse heste og flå dem.)
På bukken af den stilfulde vogn sidder en ubarberet søvnig droschekusk klædt i en lurvet kappe, som han har hevet ud af affaldsbunken, hvor den var blevet smidt, som fuldkommen værdiløs, af køkkenpigen Maggi. På hans hoved hviler en flunkende ny høj hat, en nøjagtig kopi af Rockefellers; og i hans knaphul er anbragt en kæmpemæssig krysantemum.

Dette billede, hvor grotesk det end må forekomme, af det nutidige menneske, er et uundgåeligt resultat, hovedsageligt fordi, fra den første dag af et nutidigt menneskes opståen og dannelse, begynder alle disse tre dele som er dannet i ham – dele som, skønt de er forårsaget forskelligt og har egenskaber af forskellig kvalitet, ikke desto mindre i perioden for hans ansvarlige eksistens til stræben efter et enkelt mål, tilsammen skulle repræsentere hans fuldstændige hele – at “leve”, så at sige, og blive fæstnet i deres specifikke manifestationer, adskilt fra hinanden, eftersom de aldrig er blevet trænet, hverken til den fornødne automatiske gensidige opretholdelse, gensidige hjælp eller til nogen, blot tilnærmelsesvis, gensidig forståelse; og således, når der senere bliver behov for disse samordnede manifestationer, så viser disse samordnede manifestationer sig ikke.
Takket være det der kaldes ‘uddannelsessystemet for den opvoksende generation’, som på nuværende tidspunkt allerede er blevet fuldstændig fastlagt i menneskets liv, og som ene og alene består i at træne eleverne, ved hjælp af konstant gentagelse indtil det ”vanvittige”, til at sanse forskellige næsten tomme ord og udtryk og, blot ved forskellen i deres konsonans, at genkende den virkelighed, som formodes at være tilkendegivet med disse ord og udtryk, er kusken stadig så nogenlunde i stand til at forklare de forskellige ønsker, der opstår i ham, men kun for typer der ligner hans egen ydre af hans almene tilstedeværelse, og han er endog sommetider i stand til tilnærmelsesvis at forstå andres.
Vores hyrevogns-kusk lærer endog, når han sladrer med andre kuske, mens han venter på en tur og sommetider når han, som man siger, ”flirter”, med naboens tjenestepige, forskellige former for såkaldt ”savoir-vivre.”
I overensstemmelse med de ydre betingelser for en kusks liv generelt, automatiserer han sig for resten også gradvis til at kende den ene gade fra den anden og regne ud, hvordan man for eksempel, når der er gadearbejde, kommer til den ønskede gade fra en anden retning.
Men hvad angår hesten, til trods for at nutidsmenneskets skadevoldende opfindelse, som kaldes uddannelse, ikke vedrører hestens dannelse og som følge deraf at dens nedarvede muligheder ikke er hentæret, så, takket være den kendsgerning at dens dannelse foregår under betingelserne for det abnormt etablerede forløb for folks almindelige liv, og at hesten vokser op ignoreret af alle, som var den en forældreløs, og endda en mishandlet forældreløs, så opnår den hverken det, der svarer til kuskens etablerede psyke, eller lærer noget af hvad han véd, og er derfor uvidende om alle de former for gensidige forhold, som er blevet almindelige for kusken, og der bliver ikke etableret nogen kontakt mellem dem, så de kan forstå hinanden.
Det er imidlertid muligt, at hesten i sit indespærrede liv ikke desto mindre lærer en eller anden form for relation med kusken, og at den endda, måske, er bekendt med et slags ”sprog”; men problemet er at kusken ikke ved dette og ikke engang har en anelse om muligheden deraf.
Bortset fra den kendsgerning at der, som følge af de nævnte unormale omstændigheder, ikke formes nogen data til blot en tilnærmelsesvis gensidig forståelse mellem hesten og kusken, er der også andre og adskillige ydre årsager, som er uafhængige af dem, som berøver dem muligheden for sammen at virkeliggøre det ene formål, de begge blev bestemt til.
Sagen er, at på samme måde som de enkelte uafhængige dele af en hyrevogn er forbundne – nemlig, vognen til hesten med stængerne og hesten til kusken med tøjler – således er også de enkelte dele af menneskets generelle opbygning forbundet med hinanden; nemlig, kroppen er forbundet med føle-opbygningen gennem blodet og føle-opbygningen med opbygningen der virkeliggør funktionen til tænkning, eller bevidsthed, med det der kaldes Hanbledzoin, det vil sige med den substans, som opstår i menneskets almene tilstedeværelse gennem alle forsætligt udførte værens-anstrengelser.
Det forkerte uddannelsessystem, som eksisterer på nuværende tidspunkt har ført til, at kusken er ophørt med at have nogen som helst indflydelse på sin hest, med mindre vi anerkender den kendsgerning at han, ved hjælp af tømmerne, udelukkende er i stand til, i hestens bevidsthed, at fremkalde blot tre ideer – højre, venstre og stop.
Strengt taget kan han ikke engang altid gøre selv det, da tøjlerne generelt set er lavet af materialer som reagerer på forskellige atmosfæriske fænomener: f.eks. svulmer de op og bliver længere under en regnskylle, og det modsatte i varme; og dermed skifter deres indvirkning på følsomheden af hestens automatiserede perception.
Det samme foregår i den generelle organisering af gennemsnitsmennesket, når Hanbledzoinets såkaldte ”tæthed og tempo”, fra et eller andet indtryk, skifter i ham, så hans tanker fuldstændig mister al mulighed for at påvirke hans føle-organisering.

Nuvel, for at sammenfatte alt det der er blevet sagt, må man erkende, hvad enten man vil eller ej, at ethvert menneske burde stræbe efter at få sit eget “Jeg”; ellers vil han altid repræsentere en hyrevogn, som enhver kunde kan sætte sig ind i og som enhver kunde kan disponere over, præcis som han lyster.
Og her vil det ikke være overflødigt at påpege, at “Instituttet for Menneskets Harmoniske Udvikling”, som er tilrettelagt efter Hr. Gurdjieffs system, blandt sine grundlæggende opgaver også har den, på den ene side, i overensstemmelse hermed, i sine elever at uddanne hver af de anførte uafhængige personligheder for sig, såvel som deres generelle gensidige forhold; og på den anden side, i hver af sine elever, at fostre og pleje det, som enhver der bærer navnet ”menneske uden anførselstegn”, bør have – sit eget “Jeg”. “g-underskrift

 

Oversættelse © 2014 Det Danske Gurdjieff Selskab

“There do exist enquiring minds, which long for the truth of the heart, seek it, strive to solve the problems set by life, try to penetrate to the essence of things and phenomena and to penetrate into themselves. If a man reasons and thinks soundly, no matter which path he follows in solving these problems, he must inevitably arrive back at himself, and begin with the solution of the problem of what he is himself and what his place is in the world around him.” G.I.Gurdjieff