George Ivanovich Gurdjieff’s Lære

g-foto-cmyktonet-lowGeorge Ivanovich Gurdjieff blev født i Armenien omkring 1870, i omgivelser og under livsformer, som i århundreder kun havde forandret sig lidt. Hans første lærer var præst, men han fik også en naturvidenskabelig uddannelse. Svar på sine brændende spørgsmål “hvem er jeg?” og “hvorfor er jeg her?” fandt han imidlertid hverken i religion eller videnskab. Han havde snarere en anelse om, at sandheden lå gemt i de religiøse traditioner og fremmedartede myter og legender, som han bl.a. lærte af sin far, der var en traditionel skjald. Og sammen med ligesindede drog han ud for at søge sandheden i Asien og Afrika. Undervejs tilegnede han sig mange sprog og, for at finansierer sine rejser, et væld af praktiske færdigheder. I 1912 dukkede han op i Moskva med en Lære, som hverken var religion eller filosofi, men en praktisk Lære, som skulle leves. For at følge den vej som han angiver, kræves der ikke tro og det er ikke nødvendigt at trække sig tilbage fra det daglige liv i verden. Det er en vej i livet hvor der gradvist – for det kan ikke gøres på én gang – må stilles spørgsmål til alting i en selv: éns tro, antagelser, holdninger, den viden man mener sig i besiddelse af, hele éns forestilling om menneskets liv på Jorden m.m.

Mennesker sover, sagde Gurdjieff. De har ingen virkelig bevidsthed eller vilje, er ikke frie. Alt er noget, der sker. Et menneske kan blive bevidst og finde sin sande plads i livet, men det kræver en dybtgående forandring.

”Menneskets muligheder er meget store. Du kan ikke ane bare skyggen af, hvad det er muligt for mennesket at opnå. Men intet kan opnås i søvne. I et sovende menneskes bevidsthed er illusioner, “drømme”, blandet sammen med virkeligheden. Dette menneske lever i en subjektiv verden og kan aldrig slippe ud af den. Og det er grunden til, at det aldrig kan gøre brug af alle de kræfter det ejer, og at det altid kun lever i en lille del af sig selv.”

Efter den russiske revolution og Den Første Verdenskrig oprettede Gurdjieff et institut i Frankrig som han kaldte “Instituttet for menneskets harmoniske udvikling” og underviste senere primært i Paris. Fra en meget gammel tradition, som han havde genopdaget, videregav han bl.a. øvelser og hellige danse baseret på universelle love, for at få eleven til at strække sig til det yderste i sin søgen efter opvågnen og harmoni. Han efterlod også en mangfoldig mængde musik for piano, nedskrevet i tæt samarbejde med komponisten Thomas de Hartman. I Paris skrev han desuden bogen All and Everything, Beelzebub´s Tales to His Grandson – en objektiv, upartisk kritik af menneskets liv” samt “Meetings with Remarkable Men” og den uafsluttede “Life is real only then, when I am.

Hans Lære er siden videreført af elever der arbejdede tæt sammen med ham, og findes den dag idag repræsenteret over det meste af verdenen.

“There do exist enquiring minds, which long for the truth of the heart, seek it, strive to solve the problems set by life, try to penetrate to the essence of things and phenomena and to penetrate into themselves. If a man reasons and thinks soundly, no matter which path he follows in solving these problems, he must inevitably arrive back at himself, and begin with the solution of the problem of what he is himself and what his place is in the world around him.” G.I.Gurdjieff